Sorg kan gøre meget ved et menneske. Det kan bringe mennesker i knæ og ødelægge et helt liv, hvis sorgen ikke bearbejdes. Men sorg kan også være positiv. Det endte den med at være for mig.

Det her er min beretning om hvordan sorgen over min fars død fik mig til at gå efter et lykkeligere liv.

I 1997 døde min far som 42 årig efter i flere år at have kæmpet mod en ondsindet kræftknude i maven. På det tidspunkt var jeg kun 14 år gammel og min lillebror 6. Det tog hårdt på hele familien. Ikke mindst min mor, som bare året tidligere også havde mistet både sin mor og far også af kræft. Min fars død lagde en tung dyne af sorg over vores lille familie. Jeg gik på det tidspunkt i 9. klasse og skulle ud og fejre ungdommen. Det var en meget splittet tid for mig. Splittet imellem sorgen derhjemme og festen og glæden udenfor. Mit valg blev at lukke sorgen inde i mig selv, som mange teenagere ville gøre og bare nyde min frihed. Nu var der ikke længere en syg far derhjemme, som man skulle passe på og være sammen med så meget som muligt. Nu var der kun tomhed. Der skulle gå mange år før jeg igen pakkede sorgen ud og fik den bearbejdet.

Det var først i midten af mit Universitetsstudie (jeg var omkring 22 år), at jeg for alvor tog fat på sorgarbejdet. På dette tidspunkt tyngede det så meget, at jeg græd næsten hver dag, når ingen kunne se det. På toilettet, i bussen, i bilen eller når jeg kom hjem. Jeg ville helst holde det skjult det meste af tiden, fordi det var at tegn på svaghed. Jeg forstår ordsproget at bære vægten af den døde på sine skuldre. For det var det jeg gjorde. Jeg vidste godt at noget var i vejen, men samtidig var det også lidt flovt stadig at sørge, når han nu havde været død i mere end 7 år.

Det var ikke fordi, jeg ikke havde gjort noget for at få sorgen væk. Jeg havde læst et hav af selvhjælpsbøger og gået til fire forskellige psykologer. Men det hjalp ikke. I dag kan jeg se, at det var fordi det hele blev en snak om tanker. Psykologerne og jeg selv glemte det vigtigste, som er der hvor sorgen ligger.. nemlig i følelserne. Dem fik jeg først brudt ind til, da jeg mødte nogle ligesindede.

På nettet fandt jeg ved et tilfælde siden for foreningen Unge og Sorg. Jeg ringede til dem og fik tid til et møde, som resulterede i, at jeg kom i en sorggruppe. Her kom der endelig hul ind til smerten og ensomheden. Den tomhed, som jeg havde begravet i mig selv kom op til overfladen fordi jeg kunne genkende den i de andres sørgende ansigter. Deres beretninger mindede om min egen så meget at følelserne kunne slippe fri. Det gjorde ondt, men det gjorde også godt. Lidt efter lidt igennem forløbet slap følelserne ud og lettede mit hjerte. Jeg kunne fysisk mærke hvordan jeg gang for gang fik mere energi i hverdagen. De følelser, som jeg havde forsøgt at skjule og glemme kom endelig ud. Det var her, at jeg for første gang begyndte at forstå sammenhængen imellem og forskellen på følelser og tanker. Da sorgens følelser fik sin plads gjorde glæden det også. Jeg kunne føle mere.. både de gode og de triste følelser. De hænger sammen. Når jeg undertrykkede de triste følelser, så lukkede jeg også i høj grad af for at føle de positive. Dette var første skridt til at blive lykkelig. Jeg lærte at mærke efter og føle mine følelser.

Inden min far døde sagde han noget til mig og hans ord afspejler meget den måde, jeg efterfølgende har truffet mange af mine valg i livet på. Han sagde, at det er vigtigt vi vågner op og lever livet. Han sagde, at han var misundelig på livet og ked af, at han ikke kunne være der og se os vokse op. Det har jeg tænkt meget over siden. Derfor er det blevet vigtigt for mig at være lykkelig i mit liv lige nu og ikke vente til om et år eller to. Jeg kan jo være død til den tid, og så har jeg forspildt min chance for at nyde livet.

Min kontakt med mine følelser kom først for alvor, da jeg lod sorgens følelser få sin plads. De gjorde samtidig at jeg i højere grad sætter pris på alt i mit liv. Min mand, min krop, helbred, min nyfødte søn, familie og venner, mit arbejde og alt det andet. Det hele er med til at gøre mit liv lykkeligt hver dag. Jeg har ligesom andre også en masse negative følelser. Jeg vil gerne tabe mig igen efter graviditeten og føler mig måske lidt slidt og træt af at være spædbarnsmor lige nu. Men jeg giver disse følelser plads, og så er der også plads til det positive. Til at nyde alle de små ting.

Det var igennem min fars sygdom og død, at jeg lærte at sætte pris på livet, men det var først efter at sorgens følelser var sluppet ud, at jeg kunne udleve det i praksis. Hver dag er en gave.. Nyd det!

af: Anita Sommer

Popularity: 5%