Der er efterhånden mange undersøgelser, der viser en klar sammenhæng imellem hvor meget kærlighed man har i sit liv, og hvor lykkelig man føler sig. Der er modsat også fundet klare sammenhænge imellem en hård barndom uden kærlighed og et efterfølgende voksenliv fyldt med vrede og had.

Nogle ekstreme tilfælde, hvor barndommen ikke bare har været skadelig men altødelæggende, bliver beskrevet af den tyske psykolog Alice Miller. Hun har i bogen ‘I begyndelsen var opdragelsen’ fra 1980′erne beskrevet hvordan bl.a. Adolf Hitlers barndom var medårsag til at skabe hans destruktive adfærd som voksen. Det er ikke ligegyldigt hvordan børn bliver behandlet ,og vokser et barn op i en verden, hvor det oplever had, afvisninger og ydmygelser uden tilstedeværelse af kærlighed, så kan barnet miste troen på sit egen værd og evnen til at vise og modtage kærlighed. Barnet vil som voksen få afløb for den uretfærdighed det oplevede i barndommen ved at skade andre, som det selv blev det, især hvis barnet ikke fik udviklet et sprog til at udtrykke de psykiske overgreb, som det blev udsat for. Det kan være at skade sine egne børn, dyr, eller en person med en anden hudfarve eller religion. Ud fra denne antagelse skulle det ikke undre nogen,  at de unge som lader sig opsluge i ny-ekstremistiske foreninger har oplevet en tilsvarende mangel på kærlighed og anerkendelse, og i deres fælles forening kan få afløb igennem at had til deres selvskabte fjender.

Det er en vigtig overvejelse at have med, når vi ikke bare ser på os selv, men også på den næste generation. Vil vi skabe en fremtid for mennesker præget af had og ulykke eller en fremtid baseret på kærlighed og lykke, så sker det primært igennem den måde vi behandler vores børn på. Det er naturligvis kun meget få forældre, som går til så ekstreme metoder, at det skader barnet permanent. Men vi kan stadig lære af de ekstreme tilfælde, fordi det her bliver så tydeligt hvordan forældre kan påvirke sine børn i positiv eller negativ retning.

Alle forældre, der vel at mærke holder af sine børn, ønsker at de bliver lykkelige. Som forældre har man i høj grad mulighed for at påvirke sit barns chancer for netop dette. I sidste ende er det naturligvis dem selv som har ansvaret for egen lykke, når de selv bliver voksne. Men som forældre har man en enestående mulighed for at give nogle gode lykke-vaner med i bagagen. Det er ligesom med gode madvaner, sovevaner og motionsvaner. Lykkevaner kan også blive en god og sjov del af hverdagen med barnet, samtidig med at man giver sit barn det bedste med i bagagen.

Et eksempel på en god lykkevane er at fortælle sit barn, at man holder af det. Ved at italesætte kærlighed lærer man sit barn både at man holder af det, men også en positiv måde at udtrykke følelser på. En anden god lykkevane er at være taknemmelig i fællesskab med barnet, hvor man husker på alle de gode ting, som man er taknemmelig for er sket den pågældende dag. Det kan være alt fra at vejret var dejligt, til at man fik tid til at spille fodbold sammen eller at bedstemor kom på besøg. Lykkevaner er generelt set at anvende de anerkendte lykke-værktøjer sammen med og overfor sine børn. Som hovedregel er det centralt at anerkende alle barnets følelser, dog uden at acceptere alle former for adfærd.

Læs mere om anerkendte værktøjer til gode lykkevaner her på netlykke.dk

Popularity: 7%